12.12.22. Sådan håber vi det snart ser ud!  Rettelse her tirsdag morgen: Vi fik ganske vist sat snekanonen i gang i går aftes, men der opstod hurtigt et problem, så pumpen måtte slukkes. Der skal skaffes en reservedel fra Holland, som tidligst når frem fredag. Dette tager naturligvis luften ud af den sidste rest af optimisme om at åbne Skibakken i denne omgang. Desværre går vi glip af et par gode frostnætter til at producere sne. Nedenstående skal således læses med denne korrrektion in mente: Der er fin frost i nat, så snekanonen kommer til  at køre. Det er dog meget usikkert, om vi kan nå at åbne Skibakken i denne omgang. Lige nu forudser prognosen temperaturer lige over nul i dagtid flere gange i løbet af ugen og blivende tø fra søndag. Natursneen, der er faldet er for let og fordelt ujævnt, så vi er nødt til at supplere med kunstsne. P.gr.a. den tørre sommer og det tørre efterår er der meget lidt vand i søen, så det er usikkert, hvor meget sne, vi kan producere. Med den aktuelle vejrprognose vælger vi i første omgang, at producere ‘sne til bunke’, dvs. vi samler sneen i en stor massiv bunke i stedet for at sprede den ud på bakken. Bunken kan tåle meget tø og selv regn uden at gå til. Jo større og højere bunke, jo større modstandskraft. Spreder vi derimod sneen ud på bakken vil evt. regn hurtigt gøre kål på snelaget. Skulle vejrudsigten ændre sig til det koldere, vil pistemaskinen kunne sprede sneen ud på bakken og preparere til skiløb. Ellers gemmer vi bunken til senere, når kulden kommer igen. Vi har gjort det tidligere med stor succes, så der kan åbnes hurtigere ved næste frostperiode.