DMI forudser en længere periode med overvejende frost. Sne i større mængder er der ikke udsigt til, men vi kan jo altid håbe, at der kommer nogle østersø-byger forbi, som giver mulighed for at lave langrendsspor i skovene midt på øen. Der skal ca. 5 cm sne til og frost, før vi begynder at lave spor. Vores udstyr har været ude at køre og er klar. På Skibakken er der foruden vejret en anden ‘dark horse’, som overtrumfer alt: coronaen og de dermed forbundne restriktioner. Et skicenter opfattes i Danmark som “en udendørs kørende forlystelse”, som er underlagt de i øjeblikket gældende restriktioner, som pt. gælder til d. 7. februar. Vi har checket med Roskilde Skiklub, som driver Hedeland Skicenter. De kan heller ikke åbne nu. Med den nuværende vejrprognose ville vi under normale omstændigheder sætte snekanonerne igang så snart det var koldt nok (helst under 2 – 3 minusgrader og klart vejr). Enten for direkte at sigte mod hurtig åbning af skibakken eller ved at producere store snebunker, som kunne overleve tøperioder til næste gang, der kom frost. Det sidste har vi med held praktiseret foregående år, så man hurtigere kan åbne, når frosten vender tilbage. Ud fra en samlet vurdering vil vi ikke gøre det lige nu før vi kender situationen efter 7. februar og om der sker en lempelse af restriktionerne. En udendørs aktivitet som vores var før jul undtaget fra de da gældende restriktioner. Det positive er, at DMI’s månedsprognose forudser at temperaturen i februar vil ligge under normalen og at der vil komme nedbør i forbindelse med fronternes skifte. Konklusion: Skibakken åbner IKKE før 7. februar. Optimismen knytter sig til langrend og muligheden for nogle gode Østersøbyger. Ny status kommer så snart der er nyt fra regeringen.