03.01.26. Omstående billede fra Almindingen er lige knapt et år gammelt.

Vejrprognoserne giver håb for, at det snart kan gentage sig. Siden i går, hvor jeg skrev ud til vores medlemmer, er prognosen kraftigt forbedret og det ser ud til at frosten vil holde et par uger, inkl de to weekend’er 10.-11. og 17.-18.januar. Vi er klar over, at prognoser er en ting, virkeligheden noget andet – det kan gå begge veje, men nu vil vi glæde os over, at der efter en rekordvarm december, nu er vinter i luften.

Ole melder, at maskineriet på Skibakken er klar, og at han tænder for snekanonen, så snart det er muligt. Det kræver dog god frost, under 3 – 5 minusgrader og helst tør luft. I første omgang vil Ole lave ‘sne til bunke’, dvs lægge sneen i en høj bunke, som kan modstå tøvejr og senere spredes ud på bakken.

Leo melder også maskineriet til at køre langrendssporene klar. En periode med frost vil gøre godt, så der ikke kommer vand i bunden af sporene. Aktuelt lover prognosen ikke de store snemængder, men vi ved jo alle, at Østersøbygerne pludselig kan kaste mere af sig, end forudsagt i prognoserne.

Følg med her på siden. Hvis du vil støtte vores arbejde, kan du indbetale et valgfritbeløb på MobilePay 5469NN.

GODT NYTÅR og vel mødt på skiene.